Corporeal connectivity

Nokia har taget patent på elektroniske tatoveringer, der pulserer i en særlig rytme, alt efter hvem der ønsker at opnå kontakt med dig.

I en kombination mellem magnetisme og en særlig form for blæk er hensigten, at du kan koble en hvilken som helst tatovering til din mobiltelefons signaler. Har du ikke en tatovering – eller ønsker om at få en – har Nokia også udviklet et aftageligt elektronisk materiale, som vil kunne få et bestemt område af din krop til at vibrere, når nogen ønsker at opnå telefonisk kontakt.

Ifølge Nokia vil vi i fremtiden – fremfor at se vores mobiltelefon – have et voksende behov for at føle den. Det vil derfor også blive muligt, at få din tatoveringen til at vibrere forskelligt, alt efter hvem, der ønsker at opnå kontakt med dig.

I Insight er vi usikre på, hvorvidt Nokia vil spinde guld på deres patent. Selvom vores kvalitative undersøgelser af danskernes mediebrug gang på gang fastslår, at mobiltelefonen spiller en stadigt større rolle i vores liv, kan vi samtidig pege på en række situationer, hvor det er belejligt at kunne ignorere den – noget der vil være vanskeligt, hvis hele ens overarm ryster. Måske kan man kan blive for connected?